“Vores datters surhed og manglende lyst til at spise tager al fokus, – Hvad gør vi?”

Kære Lotte.

Jeg skriver til dig, fordi jeg har brug for værktøjer og gode råd til at håndtere min datter på 5 år.

Jeg starter lige med et kort oprids af hendes personlighed, så du bedre kan danne dig et billede af hende.

Hun er en meget kvik, humoristisk og dejlig pige med en fantastisk fantasi og stor omsorg, men hun har også en meget bestemmende – eller nærmere skrap – personlighed, er temperamentsfuld og kan være meget hård i sin tone, når noget ikke lige går hendes vej i leg fx, dog er hun egentlig ret god til at kapere ændringer i planer, hvis bare vi forklarer hende sammenhængene, så hun er ikke ufleksibel som sådan. Hun leger helst med børn, der er lidt ældre end hende selv, og hun er ofte den bestemmende part uanset alder på legekammeraten.

Når vi kigger på listen over egenskaber, der er kendetegnende for sensitive børn, kan vi sætte kryds ved langt de fleste, men vi har heldigvis en meget velfungerende datter, som ikke er hæmmet af sin sensitivitet – det gør dog også, at vi ofte glemmer den i vores tolkning af og reaktion på hendes adfærd.

Det vi har svært ved at håndtere pt er hendes humør og hendes spisning.

Hun kan blive voldsomt sur over små ting og er meget opfarende. Et ord som nærtagende ville dække hende, men jeg ved også, det er et sensitivt træk, så det ikke nødvendigvis er, fordi hun er nærtagende. Hvordan tackler vi denne surhed, som ofte resulterer i råberi, skrigeri eller sådan nogle klagende høje lyde, som er tæt på at drive os (jeg er selv sensitiv og temperamentsfuld) til vanvid? Det kan opstå, hvis hendes lillebror på 1 år vil røre hende, når han kommer ind i sengen om morgenen, hvis man kommer til at ramme hende fysisk eller hvis vi vil have hende til at gøre noget, hun ikke lige har lyst til. Hendes humør smitter helt vildt – og jeg ender ofte med at blive lige så sur og tvær, også selv om jeg rationelt ved, at det ikke nytter noget – og vi synes ikke, det er rimeligt, at hendes surhed skal fylde så meget og påvirke resten af familien, og derfor har vi sagt, at hun gerne må være sur, men hvis det skal være højlydt, må hun gå ind på sit eget værelse imens, og hvis hun vil være, hvor vi andre er, har vi sagt, at det er ok at sige, at hun er sur og gerne vil være lidt i fred eller ikke lige gider at snakke med os lige nu. Så hvad er værktøjerne – hvordan håndterer vi hende bedst, uden at det skal få lov at fylde for meget og have hele familiens fokus i situationen?

Mht spisningen kæmper vi for tiden helt vildt med, at hun stort set intet vil spise. Hun er lang og slank, og må gerne få lidt mere sul på kroppen, så det stresser lidt, at hun er så svær at få mad i. De ting hun plejer at kunne lide, bliver pludseligt forkastet, og hun vil kun sjældent smage på ting, hun ikke ved, om hun kan lide.

Vi forsøger at være fleksible og imødekomme hendes ønsker, men som regel er det sådan, at det hun har ønsket, vil hun så have to bidder af, og så har hun ikke lyst til det, så senest har vi aftalt, at nu laver vi det mad, som vi andre i familien vil have, og så kan hun spise det, hvis hun har lyst til det, og har hun ikke, kan hun få rugbrød/knækbrød/yoghurt i ren desperation for at få mad i hende og for at undgå negativ fokus på det. Vi er gået fra at være strenge med bordskik til at være fleksible og lade hende spise ved køkkenbordet, hvis det lige er det, der kan få maden ned den dag. Er det vejen frem eller hvad foreslår du?

Hilsen en mor, der bare gerne vil hjælpe sin datter.

Kære ”Mor, – det bare vil hjælpe sin datter”

Tak for din mail og dit rigtig gode spørgsmål. Jeg oplever at rigtig mange forældre står med en udforing der ligner den du beskriver til forveksling.

Særligt sensitive børn påvirkes let af deres omgivelser og derfor giver det, for mig, særlig god mening også at se på familien som helhed, når det handler om særligt følsomme børn.

Det er dejligt du giver mig en beskrivelse af jeres datter. Det er meget hjælpsomt for mig i forhold til at skrive et svar til dig.
Det lyder til at du har en god indsigt i din datters personlighed og en god forståelse af hende og det er rigtig dejligt at høre. Og så er det jo altid skønt, når sensitiviteten opleves som noget godt.

For god ordens skyld vil jeg lige nævne, at når jeg svarer på dit spørgsmål, tager jeg dels udgangspunkt i min viden om særlig sensitivitet hos børn og voksne. Men da det sensitive barn, som alle andre børn er en del af en familie og helt naturligt påvirkes af den og omvendt, så er familien som helhed også med i mit perspektiv, når jeg svarer.
Særligt sensitive børn påvirkes let af deres omgivelser og derfor giver det, for mig, særlig god mening også at se på familien som helhed, når det handler om særligt følsomme børn.

Du ved bedst!

Jeg vil svare på dine spørgsmål efter bedste evne. Men da jeg ikke kan spørge og få svar på samme måde som i en session, er det sværere for mig at pejle mig ind på sagens kerne.
Med udgangspunkt i den faglige viden og erfaring jeg har med mig, har jeg svaret på dine spørgsmål og belyst de ting jeg oplever som centrale.
Samtidig er det vigtigt for mig at sige, at du kender dit barn og jeres familie bedst og derfor ved du selvfølgelig også bedst, hvilke dele af mit svar det giver mening for dig at tage til dig. Tag derfor kun det, du kan bruge og ”smid resten ud”.

Når børn krøller sig sammen

Når jeres datter reagerer med irritation, så tænker jeg ligesom du, at det sagtens kan hænge sammen med hendes særlige sensitivitet. At hendes irritation, som jo er en naturlig følelse, vokser og fylder din datter op, så hun næsten ikke kan have det. Heraf lydene, – og hos nogle børn er der også en fysisk ”krøllen sig sammen”. Så overvældede kan barnet blive af sine egne følelser.
For det særligt sensitive barn er det ”dagligdag” at nogle følelser bliver overvældende og mange gange er det også ganske frustrerende for barnet selv. Man kan som forældre måske få grædende tilbagemeldinger a la ”Men jeg kan ikke gøre for det”. Og man kan sige at vi jo alle sammen selv har ansvar for hvad vi siger og gør, men det kan bare være rigtig svært, for det særligt sensitive barn at lære at ”styre” sin følelser. Og det er vi mange særligt sensitive voksne der også udfordres af.
Løsningen på dette oplever jeg som meget individuel og det er også et stort emne, som jeg kun berører overfladisk her.
For hvordan lærer man at ”styre” sine følelser? Og svinger det egentlig ikke også ret meget, hvor svært det er at styre dem?

Jeg har oplevet af forskellige ting har virket hjemme i min familie og jeg ser også vidt forskellige ting virke i de familier jeg rådgiver. Og fordi mindfulness fx er noget der virkelig hjælper mig med at håndtere mit følelsesliv på en måde jeg oplever som givende, så er det langt fra sikkert at det også gælder dig og/ eller din datter.
Jeg kan derfor ikke komme med en færdig løsning, men bare sige, at det er forskelligt, hvad der virker, for forskellige børn.
Jeg kan ud fra din mail ikke vide hvad der vil virke hos jer. Men jeg tænker at med den indsigt du har omkring din datter, ved du måske allerede godt, hvad der kunne være værd at bruge krudt på hjemme hos jer.

Når det er sagt, må jeg også tilføje at det er min erfaring at de sensitive reaktioner, bliver mere udtalte når barnet er under pres på den ene eller anden måde. Det kan være mange ting der kan udløse pres, men som regel er der tale om en form for følelsesmæssigt pres, som kan være opbygget i familien, i skolen, fritiden eller i en form for kombination mellem disse. Nogle gange af små ting andre gange lidt større ting.

Spisningen bliver en slags temperaturmåling

Når du samtidig skriver at din datter er meget selektiv omkring maden, så tænker jeg at der kan være sammenhæng mellem de to ting, – altså irritationen og maden. Vores fælles tid omkring maden giver som regel et meget godt billede af familiens dagstemperatur. Det udsagn kan være lidt træls, hvis ens måltider periodevis er mere frustrerende end hyggelige, men ikke desto mindre oplever jeg, at det er sandt.
Det er vigtigt at sige, at der også kan være andre grunde til problemer med at spise. F.eks. kan en fysisk grund være følelsesmæssige forstyrrelser i mundhulen/ på tungen. Men det er ikke mit indtryk, at det er det, det handler om her.

Nogle særligt sensitive børn har det ”bare” svært med mad. På mig virker det lidt som om en del af dem faktisk ikke finder mad særlig interessant eller vigtigt.
Men de skal selvfølgelig spise og derfor må vi som forældre hjælpe det på gled.
I den forbindelse er der nogle generelle ting det kan betale sig at være opmærksom på. Jeg vil nævne nogle af dem her, men bare kort, da jeg kunne forestille mig at du kender dem.

”Rod sammen-mad” er et no-go

En ad de ting der ofte hjælper børn er, hvis de kan se hvad det er for noget mad.
Mad der er ”rodet sammen” er f.eks. tit noget der vækker ulyst.

Følsomhed

Uden at det behøver at være et sansemotorisk problem kan det godt være sådan at barnet ikke bryder som om forskellige slags mad fordi det på den ene eller anden måde, ikke føles rart i munden. Når man er mere følsom, lægger man mærke til ting andre ikke gør og kan derfor også mere selektiv. Nogle gange har det sensitive barn nogle rigtig gode grunde til at vælge ting fra. Det kan være en god ide at lytte godt efter hvad deres begrundelser er.

Gør det sjovt og legende

Uden at måltiderne skal ende som det helt store cirkus, kan man som forældre ofte hjælpe barnets lyst til mad let på vej ved at vælge lækkert og tænke kreativt. F.eks. med lækre frugter og bær, meloner osv. Det kræver lidt overskud som forældre at få ideerne og have overskuddet til andre slags mad og andre sammenhænge at præsentere maden i. Men det kan være rigtig godt hvis der er en fastlåst stemnin omkring måltiderne, og det kan nogle gange med til at løse lidt op for netop det.

Ingen pres, men krav

Det hjælper sjældent at presse børn til at spise, men samtidig kan det også være situationer hvor man bliver nødt til at fortælle dem at de skal spise noget. Der må man som forælder finde en løsning der tager højde for alder på barnet, situationens alvor og egne normer.
Under alle omstændigheder kan det være godt at være opmærksom på stemningen om bordet (- og i hjemmet). Kommer måltidet til at handle om at blive presset til at spise eller er det er et tidspunkt hvor man mødes og lige ”finder hinanden” efter fx en almindelig hverdag.

Skifter præferencer og spisetidspunkter

Som jeg oplever det kan det skifte hvad børn kan lide, -uden varsel og uden det nødvendigvis giver mening. Det kan også skifte hvornår de er sultne og hvor meget de spiser. Min oplevelse er at ingen af de nævnte tre ting er unormale at se hos børn.
At ens barn kan lide noget mad den ene dag og ikke den anden, er sulten kl. 16. 30 og slet ikke kl. 19.00 synes jeg som udgangspunkt ikke er underligt. Irriterende eller ubelejligt måske, – men ikke problematisk. Og hvordan man vil forholde sig til det som forælder oplever jeg er meget personligt.
Hvis barnet før har spist godt og pludselig ikke spiser så meget, så kan det handle om alt fra ”ingenting”, til fysiske gener over følelsesmæssige udfordringer. Der må man som forældre selv vurdere hvor det giver mening at lede efter svar og om der er grund til at lede efter svar. (Har det f.eks. varet i 3 dage eller 1 måned?)

Børns udfordringer med mad kan sagtens ”kun” handle om deres følsomhed. Men andre gange er det røgsignaler, barnet sender op. det er en måde hvorpå banret, mere eller mindre bevidst, kan gøre opmærksom på at noget skal “ses på”.

Jeg tror de udfordringer du oplever omkring din datter og maden kan være et resultat af noget andet der foregår hos din datter følelsesmæssigt, så derfor vil jeg bruge lidt krudt på at gå i dybden med det.

Nogen gange handler det også om det vi ikke har lyst til at se på

Irritationen kan som sagt skyldes sensitiviteten, men det kan også sagtens handle om noget andet.
Uanset hvad, vil det givetvis være godt for din datter at lære, ”at være med” sin irritation.
Det er en god øvelse for os alle sammen. Det lærer hun bedst ved at iagttage dig.

Derfor kan det måske være en god ide, at du (hvis du ikke allerede har det) finder måder at håndterer dit temperament på, som du synes er rigtige og gode og som er noget du gerne vil give videre til din datter.

Ud fra den beskrivelse du giver, tænker jeg irritationen måske kan hænge sammen med jeres familiedynamik. Og hvis det er tilfældet er du ikke alene! Jeg kender mange familier, hvor det gør sig gældende. Og det kan komme og gå og derfor også være svært at se eller ”fange”.

Men jeg kan sagtens tage fejl.  Du ved bedst hvad det reelt handler om. Så når du læser nedenstående, er det selvfølgelig stadig vigtigt du sorterer og kun tager det til dig, som du synes kunne passe på dig og din datter.

Men lad os antage at irritationen hænger sammen med den måde bl.a. du og din datter er sammen på og fungerer på indbyrdes. Jeres relation, kan vi også kalde det. Ansvaret for relationen er dit. Og det kan jeg sagtens læse mig til, at du er helt med på og det er jo netop derfor du efterspørge redskaber. Jeg oplever dig som en meget ansvarlig forælder.

Jeg kan ikke give dig en 100 % færdig løsning her, da det kan handle om flere ting. Det kræver en session, for at jeg kan finde ind til kernen i det.

Samtidig er der dog et par ting, som jeg finder generelt kan være nyttige i netop situationer som denne.
Det handler om 3 ting, – vi kan jo kalde det et ”starter-kit”.
Og jeg tror faktisk du kan komme temmelig langt med disse 3 punkter.

STARTERKIT:

Stop din reaktion på reaktionen

Jeg oplever ofte at den første udfordring i familier kan være, at man er kørt fast i et mønster. Nogen gange løser det sig af sig selv, uden man aner hvorfor. Andre gange gør det ikke, og man har måske mest af alt lyst til at løbe skrigende væk.
Og når man er kørt fast er det nogle gange fordi, det ikke længere handler om det der faktisk er (eller var) problemet til at starte med.
Helt lavpraktisk kan der ske det, at barnet reagere på x. Så reagere man som forældre på barnets reaktion, og så begynder barnet at reagere på det. Puuuh.
Det ender altså med at handle om noget helt andet, end det det egentlig startede ud med.
Det siger sig selv, at det bliver lidt af et hamsterhjul og ingenting løses. Men der må vi som forældre selvfølgelig tage ansvaret for at stoppe op.

Prøv derfor at lade være med at reagere på det, – det ikke handler om.
Det kan være svært, men til gengæld virker det ofte også forholdsvis hurtigt.

Så når dit barn bliver voldsomt irriteret over et eller andet, så prøv at afvæbne dig selv ved at tænke på hamsterhjulet. Forestil dig hvordan du stopper hjulet, ved at hoppe ud af det.
Nogen gange kan du stoppe hjulet ved, at lade være at sige noget (virker dog ikke hvis man så sidder og emmer af surhed). Du kan f.eks. også stoppe hjulet ved at stoppe dig selv i at være løsnings orienteret, belærende og/ eller bebrejdende og i stedet bare anderkende, sådan som barnet har det.

Når jeg skriver løsnings-orienteret, belærende og eller bebrejdende så er det ikke fordi jeg indtryk af, at det er sådan du taler med din datter. Så er det fordi jeg oplever at sådan kommer vi som forældre nogle gange til at reagere, uden egentlig at ville det.

Måske opdager du en ro komme snigende, når du opdager at du kan stoppe dig selv lige der. Ikke fordi det ikke er ok at blive irriteret, – at have én grænse, – at have nogle ting man synes er vigtige i ens familie. Det er alt sammen helt fint. Men jeg oplever at det simpelthen er spild af krudt at give det luft i de her ”hamster-hjuls”-situationer. Det må man tage på andre tidspunkter.
Der vil selvfølgelig også være situationer hvor det er helt på sin plads, at du får sagt højt hvad du oplever eller siger fra. Det må være din vurdering i de enkelte situationer.

Fordel ansvaret rigtigt

Dernæst kan det måske være godt at se på ansvar. Jeg kan f.eks. læse af dit brev at du oplever at din datters humør smitter. Det udsagn er der slet ikke noget forkert i. Som særligt sensitiv kan man jo netop opleve af andres stemninger kan blive overvældende og ”smitte”.
Men jeg får også det indtryk, at du måske ubevidst, synes at det er noget hun gør. Det er ikke sikkert det er det er rigtigt, -men det er i hvert fald noget jeg ser tit hos forældre og også har oplevet hos mig selv. Så nu nævner jeg det for en sikkerheds skyld: Vi kan som forældre nogle gange komme til at lægge et ansvar over på barnet, som er helt ”ved siden af”.
Hvis det gør sig gældende her, er det vigtigt at du bliver opmærksom på det. Da det jo ikke er din datters ansvar, hvis du kan mærke hendes følelser. Det er dit ansvar.

Din datter må tage ansvar for sine følelser og du for dine. 

Hvis du bliver meget påvirket af hendes følelser, så vil det, som før nævnt, sikkert være en god ide, at arbejde med at være med dine egne følelser (af f.eks. irritation og vrede). Og du kan øve dig i at ”lukke ned” for dig selv energimæssigt, så du ikke er så åben overfor andres følelser. Du kan f.eks. lade dig  inspirere af denne øvelse. )

Som særlig sensitiv forældre kan det være godt at overveje, om man nogle gange havner i situationer hvor man lige så godt kunne have sagt ”Jeg kan ikke holde ud at du reagere sådan der, for så reagerer jeg sådan og det bryder jeg mig ikke om. Derfor synes jeg, at du skal holde op/gå/(sæt selv ind)”.
Man kan godt høre det, synes jeg. Det er ikke i orden at fordi vi har det svært med noget, skal andre indrette sig efter det.

Respekter hinanden grænser og giv plads

Det næste jeg lægger mærke til er din oplevelse af,  at din datter fylder for meget og får hele familien fokus.
Sådan tror jeg mange af os kan have det.
Og når du oplever at din datter fylder ”for meget”, så er det med stor sandsynlighed fordi din grænse bliver overtrådt. Din grænse for hvor meget ”man” må fylde eller måske snare hvordan man må fylde.
Den grænse skal du naturligvis trække og lige nu gør du det bl.a. ved at bede din datter om at være højlydt irriteret et andet sted.
Det er fint at I mundtligt anerkender hendes humør og tilkendegiver at hun bare ikke skal være “højlydt” sammen med jer, når det er de regler der gælder hjemme hos jer. Det er generelt rigtig vigtigt at barnet bliver anerkendt og det kan læse mig til, du er meget opmærksom på.

Jeg vil være helt ærlig og mit næste spørgsmål vil være: Gælder den regel for alle i familien?

Gælder det f.eks. også hvis du bliver sur og højlydt? Må de andre så godt sige til dig, at du gerne må være sur, men at du må være det et andet sted og komme tilbage når du er klar til at være sur på en mere stille måde? For selvom din datter kun er 5 år, så vil hun være helt med på, hvis der er mindre plads til det hun kommer med af følelser og måder at udtrykke sig på end det du f.eks. kommer med, – og det vil i så fald påvirke din datters følelsesliv og humør.

Når vi overskrider hinandens grænser

Der sker nemlig det for mange af os, at vi kommer til at overskride hinanden grænser. Og det sker meget tit. Og det er sådan set fint nok, når vi så bare husker at lytte, når der bliver sagt ”Der gik du for langt”. Men det er bare ikke altid vi lægger mærke til det, når vi overskrider f.eks. vores børns grænser og måske ”hører” vi det ikke, når de siger stop.
Og lige nu kan det godt være jeres datter siger ”stop” med sin irritation.
Så når du spøger mig hvordan I undgår at lade det fylde, så vil mit svar være, at det gør I ved at give det mindre betydning og give hinanden mere plads. Helt konkret kunne det være ved, at give jeres datter mere plads lige nu. Om der er andre i familien der måske også trænger til mere plads, ved jeg ikke noget om.

Lige nu lader I det fylde meget, når jeres datter f.eks. bliver irriteret på sin lille bror, men måske kunne I vælge at lade det være mindre vigtigt. Det er jo faktisk noget I bestemmer.
Det kan lyde enkelt og det er på sin vis også. Men det er samtidig svært, fordi det tit er svært at gøre noget andet end vi plejer.

Så når jeres datter f.eks. vrisser og bliver irriteret ved bordet, kunne tilgangen i stedet for måske irritation og frustration over hendes måde at være på, i stedet være ”Du bliver meget sur lige nu. Ok. Vi lader dig være. Og vi andre fortsætter med det vi er i gang med” -med accept og ingen surhed fra jer vel at mærke.
Det vil måske ikke være alle situationer hvor det er muligt at gennemføre, afhængig af hendes reaktion, men i langt de fleste tilfælde tror jeg sagtens det kan lade sig gøre.
Jeg kunne forestille mig, at hvis jeres datter oplever at det er ok, at hun reager som hun gør og at ingen bliver sure, skuffede, irriterede eller vrede og beder hende gå, så vil det ændre noget inde i hende.

Kunsten vil være, at kunne se om, og evt. hvornår, det er dette der måske sker hos jer, og så blive mere opmærksomme på hvordan I får respekteret hinanden og også jeres datter i forskellige situationer.

Situationen med at lillebror kan komme til at røre hende, er også et godt eksempel, som jeg ved mange forældre kan nikke genkende til.
Lad os forestille os at lillebror får rørt ved storesøster om morgenen inde i sengen og hun synes det er rigtig irriterende. Nu ved jeg ikke hvad I plejer at sige i den situation. Men i mange familier kunne det sagtens lyde noget i den her retning ”Nej, hold nu op! Han gjorde det ikke med vilje og det gjorde jo heller ikke ondt”. Det kan fint erstattes af en besked til lillebror ”Jeg vil gerne have du ikke røre ved storesøster. Hun kan ikke lide det”. Og så er det vigtig at man signalere det samme som man siger ved sit kropsprog, betoning osv.

Det er bare et eksempel. Det vil være forskelligt i forskellige familier, hvad det give mening at gøre anderledes.
Men helt overordnet kan man sige at det for de fleste familier er en rigtig god og også en konstant øvelse: At vi respektere hinanden og hinandens grænser.

Nu kan det måske komme til at lyde som om jeg synes det her er vanvittig let og handler om alt mulig andet end at du bare gerne vil hjælpe din datter. Det er ikke min hensigt. Men min erfaring og min faglige viden fortæller mig at det kan handle om nogle af de ting jeg nævner her.

Jeg oplever det ikke som let, at ændre den måde vi ser sammen på i familien. Jeg og vi øver os konstant i vores familie i at respekterer hinanden og vores grænser. Og det er ikke noget jeg/vi bliver færdig med foreløbig.
Det er noget mange af os skal finde ud af, fordi tingene er anderledes i dag end de var da vi selv var børn.

Vi tilbyder knækbrød, rugbrød og yoghurt, – er det den rigtige fremgangsmåde?

For det første tror jeg som sagt at det med maden går i sig selv, når I finder ud af hvad det er jeres datter er så irriteret over og ændrer det der skal ændres.
Men der ud de generelle råd jeg kom ind på i starten af mit svar, så tror jeg det vigtigste omkring maden er:

• At I vælger en fremgangsmåde som I kan stå ved.
  Hvis I synes I gør det der er rigtigt for jer lige nu, så forsæt endelig med det. Når I har ro med jeres valg, giver det en mere afslappet stemning ved bordet, som smitter af på børnene.

• At I står fast. Ikke at I ”står fast” på den måde, at I ikke er til at tale med. Men på den måde at I f.eks. gerne må beslutte at jeres datter skal spise noget, men hun kan vælge ml x, y og z og selv vælge hvornår, – hvis det er det I synes. Det vigtige er, at hun kan mærke, hvor hun har jer.
  Når jeres datter ved at det er aftalen: At hun f.eks. kan vælge rugbrødsmadder, hvis hun ikke kan lide maden, og at man kan spise når man er sulten, – OG at det er helt ok, så kan det måske ændre noget for hende.
  Og hvis det så ændrer sig og det bliver lidt mere afslappet omkring maden, så kan I se om reglerne måske skal ændres eller om de måske er blevet overflødige.Det med at jeres datter ikke vil smage på nye ting, synes jeg ikke er underligt. Sådan vil jeg tro en del 5-årige har det. Det ville sikkert være skønt hvis hun smagte på alt. Men det gør hun altså ikke lige nu. Det kan sagtens ændre sig.Det med at hun ikke bestemmer hvad I spiser, tænker jeg giver god mening.
  Nogle familier gør det at børnene kan komme med forslag til mad og så beslutter forældrene, hvad der indkøbes. (Med mindre børnene er store nok til at bestemme over deres maddag(e))).
  Det med at hun pludselig ikke spiser ting hun plejer at spise, kan skyldes jeres datters indre følelsesliv som jo lyder til periodevis at være lidt i oprør. Så det ville jeg ikke fokuserer på, men blot se som en temperaturmåler.Personligt tænker jeg, at det er fint at sørge for at der er lidt på bordet hver dag, som under normale omstændigheder glider ned.
  Det er jo en personlig ting, så der skal man naturligvis også gøre det som passer en selv og ens familie.
  Jeg oplever at ting som f.eks. agurker, gulerødder, pasta, peberfrugt, majs, brød osv. ofte er noget børn kan foreholde sig til. Og et par af disse ting på bordet behøver ikke påvirke menuen nævneværdigt.
  At der så ikke bliver spist helt efter madpyramiden ville jeg ikke synes var væsentligt lige nu (da det givetvis vil være en kortere periode).

Jeg har stor respekt for du stiller dette spørgsmål og jeg er også glad for at du spørger fordi det er noget SÅ mange forældre kan nikke genkendende til.
Og jeg synes faktisk også det er modigt du spørger, for det er noget som MANGE oplever, men få har lyst til at sige højt.
Jeg har stor respekt for den måde du har gået til din datter på med anerkendelse og omsorg.
Jeg håber at du kan bruge mit svar og vil opleve at det blot i endnu højere grad giver mulighed for netop anerkendelse og omsorg i familien.

Kærligst
Lotte

Kunne du godt tænke dig at få hjælp til at håndtere de svære situationer hjemme hos dig? Kunne du godt tænke dig at få hjælp til hvad du kan gøre, for at der er plads til jer alle sammen i din familie, så kan du booke en session med Lotte her.