Hvordan lærer jeg mit barn at sige fra?

Lær dit barn at sige fraKære Lotte
Det er så dejligt at møde forståelse og indsigt på din hjemmeside.
Mit spørgsmål er, hvad jeg – mere – kan gøre for at støtte min søn og hjælpe ham med sætte grænser overfor de børn der helt ærligt er agressive og hårde overfor ham.

Min dreng på snart 9 år er særligt sensitiv. Jeg har valgt at fortælle ham ret grundigt om det at være særligt sensitiv, så han ved at han ikke er forkert. Han har siden februar 2013 gået på en lille friskole. Der er 6 drenge og 3 piger i klassen og jeg kunne ikke ønske mig en bedre klasselærer, for hun viser forståelse for hans sensitivitet og handler også på den.
Men men men han bliver forståeligt nok både ulykkelig, vred og rasende, når de andre drenge ikke respekterer hans stop. Klassen arbejder jævnligt med det at respektere andres grænser, men det er som om det preller af på de andre. Min dreng fortæller, hvordan han tager sig virkelig meget sammen hver eneste dag. Hvordan han siger stop højt og tydeligt flere gange, men det respekteres ikke. Særligt efter emneuger o.l., hvor rammerne er løse, er han helt brugt, og det kommer ud som både gråd, fortvivlelse og raseri. Een af drengene har ADHD lignende træk og min dreng fortæller, at han ikke kan gå i fred for den anden. De er også fantastiske venner – intet er jo sort/hvidt – men når den anden dreng er ved at “koge over” går det ekstra hårdt ud over min særligt sensitive dreng.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste forældre, der føler sig magtesløs. Indtil videre er jeg kun gået til klasselæreren. Og i morgen har jeg lyst til at sige til hende, at min dreng har brug for at kunne sige: nu vil jeg have et frikvarter, hvor jeg ikke skal lege med X.
Gode råd modtages med stor taknemmelighed.
Med venlig hilsen
Lene

(Jeg har skrevet lidt frem og tilbage med Lene og spørgsmålet herunder er lidt forkortet i forhold til hele korrespondancen).

Kære Lene

Tusinde tak for din mail og dit gode spørgsmål. Jeg forstår godt din frustration!
Og jeg er rigtig glad for, at du skriver, for det er så vigtigt at få fokus på at lære vores børn at sætte grænser. Jeg håber du kan bruge mit svar herunder og at andre i tilsvarende situationer, måske kan blive inspirerede.
Du kender din søn og jeres situation bedst. Tag derfor mit svar som inspiration og brug kun det, der virker rigtigt for dig, jer og jeres situation.

Jeg bliver rigtig glad for at høre, at du er så opmærksom på, at din søn ikke skal føle sig forkert. Som særligt sensitiv er det desværre let at komme til at føle sig netop det, – altså forkert. Jeg tænker også, at det er rigtig flot, at I er kommet dertil, hvor din søn faktisk godt tør sige fra. Det er rigtig godt gået, at han i sin ret unge alder tør det. Det kan være svært for alle og for et særligt sensitivt barn, kan det være en ekstra stor udfordring.
Jeg er også meget glad for at høre , at din søn har en rigtig god klasselærer. Det betyder utrolig meget og det kan være en stor hjælp også i forhold til den problematik, I oplever lige nu.

 

Vær detektiv,
– hvornår og hvordan siger dit barn fra?

Allerførst tænker jeg, at det er vigtigt, at få din søn til at være så specifik som muligt. Vær en detektiv. Jeg kan læse af din mail, at I allerede har talt en del om de udfordringer, din søn oplever i skolen, men en gang imellem kan man alligevel komme lidt dybere.
Få indkredset præcis hvad der sker, hvor ofte og hvornår. Og hvordan siger din søn fra.
Er det altid et “Nej” din søn svarer med? Er det tydeligt, hvad din søn siger nej til? Hvor mange gange prøver han at sige ”Nej”? Til hvem, siger han det? Er det altid de/den samme, han må sige fra over for? Præcis hvornår bliver det “for meget” for din søn? Hvem er det der ikke hører hans nej? Alle drengene? Hvordan reagerer de på din søns nej? Hvad gør de andre drenge overfor din søn, helt præcis. Hvor er lærerne henne i situationen?
Det vil selvfølgelig ikke være en god ide, at stille alle disse spørgsmål på en gang og de er kun ment til inspiration.
Nogen gange kan vi som forældre have en forudindtaget ide om, hvad der foregår og hvad det skyldes og det betyder, at vi kan komme til at bruge vores ressourcer uhensigtsmæssigt. Det er ikke nødvendigvis tilfældet hos jer. Men ovennævnte detektiv-fremgangsmåde, er en god måde lige at sikre sig, at man tager sine beslutninger på det rigtige grundlag. Måske finder du ud af, at du allerede ved præcis hvad udfordringen er og hvor stor eller lille udfordringen er, – men det kunne også være, at der er noget, der overrasker på “godt og ondt”.
Jeg tænker mere overordnet, at det er vigtigt, at have fokus på hvordan din søn siger fra, – hvor længe det har stået på, at hans grænser ikke bliver accepeteret og at tonen er hård og om det udelukkende går ud over din søn eller om der er tale om et generelt problem i klassen. Det er også rigtig vigtigt at vide, hvorfor det bliver “for meget”, men det kommer jeg ind på senere.
Når du har fået alle de fakta, du synes er vigtige, eller er sikker på at du faktisk allerede ved det vigtigste, er det ofte lettere at vurderer, hvad man skal gøre fremadrettet.

 

Ekspert i at sige fra

For at et barn tør sige fra, har det brug for en vis portion selvværd. Barnet skal desuden kunne mærke sine egne grænser, vide at det er helt ok at have personlige grænser og at det er godt at kunne sige fra. Da din søn allerede nu tør sige fra, er han et rigtig godt stykke af vejen. Jeg ville tage en snak med ham om, hvordan han siger fra og se på om der er noget omkring måden, han kan øve sig i at gøre endnu bedre, – og dermed blive ekspert i at sige fra. Og måske vil han også synes om tanken om, at være ekspert i det.
Det lyder for mig som om, der for din søns vedkommende, primært er brug for finpudsning og det må du rigtig gerne rose ham for. Det er virkelig flot, at han er så god til at sige fra.
Jeg tænker at din søn nu skal til også at lærer nogle andre ting. Nemlig at bede om voksenhjælp eller forlade en situation. Og det skal han selvfølgelig have hjælp til.

 

Lav en køreplan for det gode frikvarter, – og det “dårlige” frikvater

Når din søn oplever udfordringer i frikvarteret, er det meget vigtigt, at han kan få fat i en voksen, der kan gå ind og støtte op om en god og konstruktiv kommunikationen. Hvis han ikke kan få fat i en voksen, synes jeg han skal kunne trække sig ud situationen. Jeg vil anbefale at du tager en snak med klasselæren, sammen med din søn, om hvad din søn helt specifikt skal gøre i frikvartererne. Hvis han nogle gange, ikke kan få voksenhjælp, så mener jeg, at han fysik skal have et frirum.
Når I er så heldige, at læren er åben og konstruktiv i forhold til sensitiviteten, synes jeg ikke, at du skal være bange for, netop som du skriver, at tale med læren om løsninger som fx et frikvarter uden din søns ven (eller helt alene).

Tal med skolen om barnets udfordringer

Eksempler på spørgsmål, der kunne være relevante i en snak klasselæren, din søn og dig imellem:

  • Hvad har din søn brug for i frikvarteret?
  • Hvad kan skolen og din søn aftale at din søn må?
  • Må han fx nogen gange holde frikvarter alene, for at få ro?
  • Hvor kan han gå hen?
  • Hvordan sikrer man at hans frirum accepteres?
  • Hvor kan han altid finde en voksen?
  • Hvad gør hhv. skolen og din søn, for at undgå det går “galt” frikvarteret?
  • Hvad gør skolen og din søn, når det er gået galt i frikvarteret?

 

Personlige hensyn, når rammerne er løse eller uforudsigelige

Ud fra din beskrivelse lyder det i høj grad også til, at mange udfordringer ville blive mindre, hvis der blev taget, konkrete hensyn til din søn, når undervisningen er udenfor de vante rammer.
Når I sammen med læren laver køreplaner for frikvartererne, ville jeg samtidig tage en snak om, hvad der kunne gøre hverdagen lettere for din søn, specielt i forhold til løse eller uvante rammer.
Få fokus på hvad det er, der gør disse projektuger svære for din søn, – han kan selv være med til at sætte ord på. Det der er så vigtigt her er, at det er et samarbejde, som involverer din søn, dig, og læren. Din søn er jo ekspert på området. Hvad ville gøre disse forløb lettere for ham? Din søn har måske de allerbedste løsninger. Få talt ideer og løsninger igennem med læren og prøv at ende ud med nogle konkrete løsninger og redskaber, der kan tages i brug med det samme for din søn.

Det vil være en god ide, at forberede din søn forud for et møde, så han har god tid til at komme på ideer. Og I kan også aftale et opfølgningsmøde, så han og I kan komme med nye ideer og også få tilpasset det, der måske ikke virkede.
Når I har denne snak med læren, drejer det sig mest om hvad din søn specifikt har brug for og for at finde løsninger specielt til ham.

 

En god tone med klassemøde, moppekuffert og massage

Når din søns nej ikke bliver respekteret, så mener jeg, at det er vigtigt, at få skolen ind over i endnu højere grad end nu. Det lyder for mig som om, at I derhjemme allerede arbejder meget med det at sætte grænser. Jeg tænker at det ikke kun er din søns kommunikation, men kommunikationen i klassen og evt. i drengegruppen, der skal mere fokus på. Det er en opgave både for skolen, klassens lærere og forældregruppen.
Jeg er helt sikker på at lærerne har en masse viden om, hvordan de kan gribe disse situationer med kommunikationsproblemer an, hvis det generelt er en udfordring. Inspireret af Rasmus Alenkær (lærer, autoriseret psykolog og PhD, med speciale i kommunikation og inklusion) kommer jeg til at tænke på, om lærerne har spurgt drengene, med en positiv indgangsvinkel (eksempelvis mere undrende end dømmende), hvorfor tonen er, som den er?
Jeg tænker at det vil være relevant at skolen i endnu højere grad, tager fat i at tale om kommunikation (herunder grænser). Det kan fx. være ugentligt, hvis det ikke allerede er det. Ud fra din mail får jeg i hvert fald indtryk af, at der pt. er behov for en mere vedvarende indsats.

Et allerede eksisterende redskab som virker rigtig godt, er moppekufferten. Et af redskaberne i den er de fysiske øvelser, fx. massagen. Jeg tænker at det kunne blive en fast bestanddel i undervisningen, hvis kommunikationen generelt er et problem. Og selvom der måske ikke er tale om mobning i din søns tilfælde, så tror jeg at eksempelvis massagen, vil være et rigtig godt redskab for klassen, til at få vendt kommunikationen til at være mere positiv. Man siger, at den man rør ved, mobber man ikke. Jeg har set det virke og vil absolut anbefale massage i denne situation.

Udover mere fokus på kommunikation fra skolens side, kunne det måske være en ide med et klassemøde (og opfølgningsmøder) for børnene, hvor der er andre “ressourcepersoner” end læren til stede. Ikke fordi læren ikke gør det godt nok, men fordi der måske kan være brug for flere øjne til at finde den løsning, der er bedst i netop din søns klasse, hvis kommunikationen er et tilbagevende problem. Nogen gange løser situationer sig selv og andre gange må man hjælpe dem på vej.

Hvis det efter en udredning viser sig, at en af drengene i din søns klasse har ADHD, synes jeg, at det er en rigtig god ide at tale åbent om det i klassen. Det kan let blive noget der bliver talt om i krogene og det bidrager ikke med noget konstruktivt for nogen parter. Min anbefaling er at tale åbent om det i klassen og forældre imellem, når og hvis det er relevant.

 

En ven med ADHD? Hvordan støtter man venskabet?

Det er jo lidt af en hvepserede at komme ind på emnet ADHD – børn, som nævnes meget i forhold til inklusion pt. Jeg kan forstå, at du har en god viden om ADHD og det er jo rigtig godt i denne situation, da der præcis, som du skriver, er nogle ting du så har lettere ved at sætte dig ind i og forstå, omkring din søns ven.
Jeg synes, at venskabet og kommunikationen mellem de to drenge, lyder til at være en mindre del af udfordringen. Det betyder ikke, at det ikke er vigtigt. Slet ikke. Men jeg tror det løser meget, også at tage fat i de andre ting jeg har nævnt.
Dog vil jeg sige, at det er meget vigtigt, at få en snak i klassen og måske også bare imellem din søn og hans ven (med voksne ind over) og også mellem jer forældre til de to drenge, om hvordan de to venner, uanset om vennen har ADHD eller ej, taler bedst sammen. De to drenge fungerer meget forskelligt og det er vigtigt, at de kender hinanden godt og ved hvordan de hver især fungerer og reagerer i forskellige situationer. Hvis din søns ven fx har svært ved at høre efter og er meget glemsom eller ukoncentreret, så er det vigtigt at din søn ved at sådan er netop denne ven. Ligesom din søn har nogle andre ting, der er svære for ham. Jeg tænker at drengenes venskab vil have de bedste vilkår, hvis I som forældre, i samarbejde med skolen, hjælper drengene med at kommunikere med hinanden og også holde pauser fra hinanden (og ja, det må man godt). Eksempelvis vil det sandsynligvis være noget sværere for en dreng med ADHD, at reagere accepterende på et nej, som din søn selvfølgelig forventer. Derfor er det også ekstra vigtigt at din søn sammen med dig, lærerne og sin ven og hans forældre, får talt igennem, hvad man SÅ gør. Skal man hente en voksen? Siger man det igen? Trækker man sig?
Jeg tror det vil være en stor lettelse for de to drenge at få hjælp til at sætte ord på deres venskab, deres forskelligheder og deres udfordringer i forhold til hinanden.
Mit bedste råd er at tage en snak med læren, specifikt om din dreng og løsninger både generelt og i forhold til hans ven. Og at opfordrer til mere fokus på kommunikationen og tonen i klassen.

Jeg håber det kan bruges.

Mange kærlige tanker til dig og jer
Lotte

Om Lotte Skøt Petersen

Lotte er stifter af Sensitiv-Familie.dk og rådgiver og inspirerer forældre til særligt sensitive børn med løsninger til hverdagen. Løsninger tilpasset det enkelte barn, den enkelte familie og netop deres udfordringer.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *