Jeg hørte her til morgen en reklame for et program på Radio 24/7 om sensitivitet.Det fik mig til at skrive følgende.
I reklamen for programmet hæftede jeg mig ved ordet “diagnose”. Det at være særlig sensitiv er ikke en diagnose, men et personlighedstræk. En diagnose er defineret ved at være bestemmelse af en sygdom. Et personlighedstræk er som udgangspunkt ikke relateret til sygdom, men blot et af de mange træk, der tilsammen udgør hver vores unikke måde at være på.,
Jeg lægger i det følgende vægt på sensitive børn, da det er mit kompetence område. Og netop her ser jeg, at det koster dyrt, for både for børnene og samfundet, at man ikke forholder sig til sensitiviteten.
Det fremgår af reklamen for programmet, at fokus vil være på om “vi” har for travlt med at bruge diagnoser og hvorvidt, al den tale om særlig sensitivitet, overhovedet er gavnligt.
Der er ingen tvivl om, at der er mange mærkater, især børn, kan få “sat på sig” i dag,- og det kan selvfølgelig være problematisk, hvis dette “mærkat” enten er forkert eller er overflødigt , og derfor blot gør, at barnet bliver “sygeliggjort” uden grund.
Jeg vil tillade mig den frækhed, at gå ud fra at enhver, der synes at det er overflødigt at italesætte den særlige sensitivitet og tage hensyn til den, – ikke er den primære omsorgspersoner til et sensitivt barn. ”De” har ikke set hvad det koster børn, der ikke bliver støttet i, at de er særlig sensitive. Da disse børn bearbejder indtryk dybere end andre, har det “ikke at blive forstået” væsentlig større konsekvenser for dem, end mange andre børn.
Rigtig mange fagfolk som for eksempel lærere og pædagoger, kan godt være lidt “overfølsomme” overfor forældre, der kommer og kræver særbehandling af deres børn og man må som udgangspunkt gå ud fra, at det skyldes deres mange års erfaring med forældre. Desværre betyder det i nogle tilfælde at sensitiviteten bliver slået hen og barnets mistrivel negligeres eller fejlvurderes. Heldigvis er der dog også mange dagplejemødre, pædagoger og lærere der er bekendt med personlighedstrækket og gør forældrene opmærksomme på det.
Generelt, er der i Danmark en tendens til, at have modstand på, at behandle børn forskelligt. Alle børn skal være lige sociale og deltage i de samme ting. Men fakta er bare, at det ikke fungerer for de sensitive børn. Og faktisk tager mange institutioner allerede hånd om forskellighed,- og differencerer uden brug af de store ressourcer. Et eksempel kan være to drenge, der bliver ved med at lege vildt inde og i stedet bliver sendt udenfor at lege alene, mens de øvrige børn så kan få ro indenfor, – til alles bedste.
Jeg synes det mest frustrerende er, – at det at tage hensyn til den særlige sensitivitet faktisk ikke kræver særlig bred viden eller en masse ressourcer. Men problemet er bare, at der ikke er særlig mange der ved, hvor lidt der ofte skal til, af små, overkommelige ændringer, i det daglige for at disse børn trives. Og der udover, er der selvfølgelig også den udfordring, at mange af de mennesker, der tager sig af vores børn i løbet af dagen, ikke har nogle ekstra ressourcer til at tilegne sig viden om sensitivt eller til at fortage, de før omtalte, små ændringer i dagligdagen.
Den gode og ressourcestærke lærer eller pædagog, vil derfor med den rette viden, være klar over, at håndtering af sensitiviteten i mange tilfælde faktisk ikke kræver særlig mange ekstra ressourcer og de behøver derfor ikke modarbejde disse forældre, men kan måske “afvæbne” dem lidt, ved rent faktisk af have viden om emnet og dermed være klar til at håndtere det uden den “store ståhej”.
Jeg er ikke i tvivl om, at man kan bruge mange timer på at diskutere dette emne. Men jeg må konstatere, at for hver gang en voksen, der er tæt på det sensitive barn, negligere sensitiviteten fx med kommentarer som “det er nok bare, fordi det er det første barn” eller “Kan man være sikker på, at det er sensitivitet? Det kan vel lige så godt være noget andet”,- så er sansynlighen for, at det koster trivsel hos det sensitive barn, rigtig stor og det synes jeg ikke vi kan være bekendt overfor børnene, når de modsatte kræver ganske få ressourcer.
Jeg håbe at Djøf og Danmarks lærerforening, vil opstarte efteruddannelse i sensitivitet i nær fremtid, da interessen fra deres medlemmer er tilstede og behovet er stort
Lotte
Blogger, www.sensitiv-familie.dk
