Er du nærværende som forælder? Ud med “Robot-mor”

Nærvær er meget “op i tiden”og mange forældre inklusiv jeg selv, har fokus på at prøve at være mere nærværende også i relationen til deres børn. Men det kan være rigtig svært at prioriterer sit nærvær i en hverdag, der synes proppet med opgaver og nogle gange også store udfordringer. Personligt falder jeg med jævne mellemrum i “robot-mor”-gryden. , Jeg går i et særligt auto-mode. Jeg svarer på de spørgsmål der kommer og klarer mine børn og de situationer der opstår, men jeg kan kende mit automode på, at det er BLOTTET FULDSTÆDIG FOR GLÆDE, RO OG SJOV. Det er mere sådan et “we-need-to-get-this-done”-mode. Når jeg bliver opmærksom på, at jeg er gået i “robot-mor”-mode og gerne vil tilbage til at være “Mor Lotte”(for robot-mor er virkelig upersonlig og SLET ikke sjov for nogen af os!) plejer jeg, at bruge mit sansetrick. : Jeg skal være ekstra opmærksom på èn af mine sanser. For mig handler det om synssansen, fordi det typisk er den jeg stiller på autopilot. Når jeg er “robot-mor” ser jeg simpelthen ikke, hvad der sker omkring mig. Skal jeg prøve at illustrerer det , så kan jeg lidt groft sige, at jeg registrerer bevægelser og konturer ,men farver og nuancer er taget ud af min oplevelse. Når jeg går i dette mode, skyldes det ofte, at jeg som særligt sensitiv har let ved at køre mig selv op. Et eksempel kan være tilberedning af aftensmaden på en hverdagseftermiddag alene med to børn. Jeg vil kunne tage mig selv i, at stå nærmest stakåndet over gryderne og været små-stresset. Er der grund til at være stresset? Ikke rigtig. Jeg bliver jo næppe ædt af en løve i mit eget køkken , men det vil være naturligt at “det hele” (børn, spørgsmål, snakken, mad, snot og konstant multi tasking) kan blive for meget en gang imellem, specielt som særlig sensitiv forælder. Det der sker, er at jeg mere eller mindre bevidst, arbejder min krop op i et mildt stressniveau. Jeg bevæger mig hurtigere(hektisk), mit åndedræt bliver overfladisk og mine tanker kører ofte i et ukonstruktivt mønster,- der, indrømmet, kan hælde liiiiiidt over i en offerrolle. For puh, hvor er det synd for mig, at jeg står der med hele verden OG aftensmaden på mine skuldre. Men det er til ingen verdens nytte. Det er som dem, jeg ser ligge og prøve at overhale gang på gang på en etsporet vej med kø. De kommer aldrig mærkbart hurtigere frem. Det samme gælder for mig i denne situation. Intet af det jeg gør, bringer mig tættere på at kunne kaste mig i sofaen og lytte til stilheden. I tilgift er jeg blevet i dårligt humør og går glip af hvad der kunne være hyggeligt samvær med min familie. Jeg ved efterhånden godt, at mit selv-opkørte stress ikke har en gavnlig virkning i disse situationer og derfor er til ingen verdens nytte. Når jeg opdager mig selv i disse situationer, tager jeg som det første, en dyb vejrtrækning eller endnu bedre 8,- og minder mig selv om at STRESSEN ER I MIT HOVED OG MIN KROP OG IKKE UDENFOR MIG. JEG KAN STYRE DEN. Næste gang min ældste datter kommer til mig og spørger om noget eller fortæller noget, så SER jeg hende. Sådan rigtigt! Hendes øjne, hendes mimik og hendes følelser. Og jeg reagerer på min datters henvendelse uden autopilot. Jeg hører hvad hun siger og aflæser hvad hun har brug for fra sin mor og så giver jeg hende det,- sammen med et smil, et glimt i øjet, en varm bemærkning eller et kærligt blik. Det kan “robot-mødre” nemlig ikke og det ved børn godt. Hvis du nogen gange har det ligesom mig og fanger dig selv i at være robot-mor, kan du måske bruge nedenstående: Er du robot-mor en gang imellem? Hvis du har lyst, kan du spørge dig selv: 1) Hvordan kan du kende dig selv når du bliver robotmor? Hvilke sanser lukker du ned for? (Eller hvad gør du ikke?) 2) Hvordan kan du skifte “robot-mor” ud med dine børns rigtige mor igen? Hvilke specifikke ting kan du gøre? Hav en skøn uge  Kærlige tanker Lotte