En gang imellem har jeg brug for en off – dag. Hvis du er senstiv forælder, kender du det måske fra dig selv. Behovet for en pausedag.
Pt. er jeg på barsel, men pga. mine mange selvvalgte projekter, er der ikke bare meget, men ret(!) meget at se til. Det er jeg taknemmelig for og det gør mig glad helt ind i sjælen. , Det er helt selvvalgt! Men ligesom alle andre, skal jeg fungere i min hverdag. En hverdag med familie, “kom-sammen” arrangementer, fritids aktiviteter osv.
En gang imellem “koger det over”. Jeg bliver overstimuleret og skal have en pause. I dag vidste jeg for eksempel, at nu var den snart gal, hvis jeg ikke passer på. Derfor er det “pausedag” eller “off-dag” i dag.
Jeg skal ikke til gymnastik med min baby og jeg skal ikke gøre rent eller lave noget til aftensmad, der tager mere end 15 minutter. Jeg skal finde og se min dvd “Love actually” og drikke the i sofaen, gerne med en meget rolig baby, der leger selv, på gulvet. Jeg skal ikke handle. Jeg skal ikke lave madplan. Jeg skal ikke mere end højest nødvendigt.
Som mange er Jer, opdager jeg også min egen sensitivitet i små portioner. Handlemønstre der går langt tilbage giver pludselig mening på en helt anden måde. F.eks. så jeg den anden aften en dokumentar, der virkelig satte mine følelser i gang. Efterfølgende kunne jeg simpelthen ikke falde i søvn. Jeg havde hjertebanken i lang tid. Det er meget længe siden, jeg sidst har prøvet det. Men med min sensitivitet i baghovedet, giver det jo bare så meget mere mening, at jeg foretrækker at se “Venner” for 117. gang, eller en af mine måske 30 chick-flick film (som jeg også kan næsten udenad). Det giver mig ro, glæde og jeg bliver fyldt op.
Nu kan det måske komme til at lyde som om, det nødvendigvis er en hel dag, der bliver taget ud af kalenderen. Det behøver det absolut ikke være. (Hvilket i øvrigt også kan være ret umuligt, når man har en familie). Men det kan være et spørgsmål om at sænke “barren” den dag, så der er så lidt udfordringer og uro som muligt. Selv små ting kan give den luft, i et måske ellers travlt skema, der gør, at man kan finde tid til at lade op.
Som Gitte Koldtoft (Energitte: http://www.koldtoft.dk/) ofte siger: “Man kan ikke hælde af en tom kande”.
Hvordan skal du fylde dig selv op denne uge?
Kærlige tanker
Lotte