Om at være en dum kælling og holde sine badebolde nede….

Jeg kan se på jeres tilbagemeldinger, at rigtig mange af jer, der læser med, er særlig sensitiv forælder til et eller flere særligt sensitive børn.
Det er min oplevelse, at rigtig mange særligt sensitive forældre først opdager deres egen sensitivt, efter de har fundet ud af, at deres barn/ børn er særligt sensitiv(e).
Det betyder for mange, at de efterhånden ved en del om barnets særlige sensitivitet, men måske knapt så meget om deres egen sensitivt., Typisk er det blevet sådan, fordi barnets trivsel prioriteres højere end den sensitive forældres trivsel. Den sensitive forældres særlige sensitivitet er derfor ofte uudforsket og det tager derfor længere tid, for den sensitive forælder, at gennemskue og anerkende sin egen sensitivitet, da den har været pakket ned, måske, mange år.

Personligt er jeg blevet meget overrasket over, HVOR sensitiv jeg rent faktisk er.
Jeg føler mig lidt som et puslespil, hvor brikkerne først for alvor begyndte at falde på plads, da jeg opdagede min egen sensitivitet. Det var som om motivet først blev synligt, da jeg blev klar over, at jeg er særlig sensitiv.
Nu hvor jeg er bevidst om, at nogle træk hos mig skyldes sensitiviteten er jeg ikke så tilbøjelig til at undertrykke dem længere og årsagen til disse træk er selvfølgelig langt mere forståelig for mig. Det giver en ro og en følelse af at være “hel”( i stedet for “anderledes”), som jeg sætter stor pris på.

Nogle af de træk og udfordringer, der er kommet med min sensitivitet, har jeg tidligere, nok i nogen grad, betragtet som særheder og skyggesider (sider af mig selv, som jeg havde det bedst med at gemme væk). Men nu er jeg blevet meget bedre til at se og favne de sider af mig selv. Som et resultat af, at jeg ikke længere undertrykker disse sider, er der ligesom blevet skruet ekstra godt op for dem. Det gælder både mine “almindelige” særligt sensitive træk og den mere spirituelle del af min sensitivitet. Det er som om at der er blevet skruet maksimalt op for dem.

Debbie Ford som bl.a. er forfatter til bogen “Kast lys over skyggen” beskriver et sted i bogen , vores skygger som badebolde vi ihærdigt forsøger at holde nede under vandet, for at andre ikke skal kunne se dem. Jeg synes det er et fantastisk “billede” til at forklare hvad Debbie mener med ” skyggesider”. Og jeg tror også, at det er en følelse som mange sensitive menenkser har i forhold til deres egen sensitivitet.
Jeg har efterhånden måtte konstaterer, at nu hvor jeg stille og roligt får sluppet mine badebolde, så føles det dejligt, men hold op nogle store badebolde! WOW! Det positive ved det, er selvfølgelig at vi har muligheden for at favne vores skyggesider og dermed gøre dem til nogle af vores største ressourcer.

Det er ikke så længe siden, jeg var med min familie til et familiearrangement på et gammelt kloster. Jeg synes det var en skøn oplevelse men samtidig mærkede jeg noget kommende snigende….humøret ændrede sig. Jeg synes måske ikke det var så fantastisk alligevel, men jeg kunne ikke helt sætte en finger på hvorfor. Jeg begyndte at trippe og synes at det måske snart kunne være dejligt at komme hjem. De andre så ud til at have det skønt. Og så fik jeg et flash -back. Puha. Til ALLE de andre gange, hvor jeg har været til et eller andet arrangement, en fest, en ferie endda, hvor jeg havde det på samme måde. Den der mavefornemmelse. Den der følelse i kroppen: “Jeg kan ikke lide at være her. Jeg føler mig ikke så godt tilpas. Jeg vil gerne snart hjem og hvis jeg ikke kan komme det, vil jeg stå her og se beklemt /småsur ud” . Og så slog det mig. Alle de tanker. Alle de gange. Og så har jeg stået der og følt mig som en dum kælling, fordi jeg ikke bare kunne nyde det ligesom de andre. Fordi jeg bare gerne ville hjem. Puha. Sikke en lettelse!
Selvom Debbie Ford har fået mig til at være helt ok med at være en dum kælling, så må jeg altså sige, at det er ikke i disse situationer, at jeg er det ( en dum kælling altså). Jeg er bare særligt sensitiv og uden for mine vante rammer. Jeg er overstimuleret og yderst, yderst utilpas.

Overstimulering er ikke kun noget vores børn oplever. Det kan også sagtens være os, der overstimuleres. For at vi kan være gode eksempler for vores vores børn, er det vigtigt at vi anerkender, hvis vi selv har den udfordring. Vores børn lærer af os, ved at iagttage os. Vores ord har meget lille vægt sammelignet med hvad vi rent faktisk gør. Netop derfor er det så vigtigt, at vi anerkender vores eventuelle overstimulering.
Efterhånden har jeg lært at sætte passende grænser for mig selv. Når jeg sætter passende grænser , har jeg også ressourcer til at udfordre mig selv, når det er passende.

Kan jeg være en dum kælling? Det kan jeg helt sikkert. Men der er på nogle helt andre tidspunkter.
Og det er ok.

Håber du kan bruge dette blogindlæg om badebolde, grænser og dumme kællinger til noget, der er godt for dig.

Kærlige tanker
Lotte