Aha-oplevelsen,
– det blev lettere at være forælder

Jeg kan tydelig huske den periode, da det rigtig gik op for os, at vores datter er særlig sensitiv. Det var en lettelse, da brikkerne begyndte at falde på plads. Mange af hendes reaktioner gav pludselig mening og det blev lidt lettere at være forældre. Ikke fordi noget reelt var blevet lettere endnu, men fordi der var en forklaring.,
Ikke som vennernes børn

Grunden til vi blev opmærksomme på det, var bl.a. at vi, når vi var sammen med vores venner med jævnaldrende børn, kunne se, at de problemstillinger, som de stod med, ikke rigtig lignede dem, vi stod med.
Det er ikke fordi jeg vil trivialisere de problemer, andre forældre står med, – på ingen måde! Det kan være superhårdt. Men det er meget svært at tackle noget man ikke ved, hvad er.

Svært at finde hjælp

Jeg følte, at andre forældrepar kunne læse de almindelige bøger om børn og google deres spørgsmål. Hvorimod jeg ikke kunne ikke finde nogle bøger, der passede rigtig godt med vores problemstillinger. Udefra syntes vi , at det for andre, måtte se ud som om, vores datter ”bare” var meget forkælet og temperamentsfuld. Der er ikke noget i vejen med at være temperamentsfuld. Og selvfølgelig gør vi fejl lige som alle andre forældre, men vi vidste også, at vores datters reaktionsmønstre ikke svarede helt overens med de ”almindelige” førstegangs forældrefejl, vi laver.

“Hun er da helt normal”

Jeg kan specielt huske et besøg hos et dejligt vennepar, vi har. Jeg tror, det var her, jeg for alvor forstod, at det ville blive anderledes for os (end for dem). Ikke bedre, ikke værre, – bare anderledes.

Da vi to ”mødre” talte sammen, fortalte jeg lidt om sensitivitet og at vi mente, vores datter nok var særlig sensitiv. Og jeg kan tydelig huske hun sagde” Hun er nok helt normal”. Ikke som en kritik, ikke fordi hun nødvendigvis var uenig, men for at jeg ikke skulle spekulerer unødigt. For at forsikre mig om at ”alt er ok”.

Der stod jeg så. Det føltes som om mit hår strittede ud til alle sider i overraskelsen over ikke bare at blive forstået. Det var i bund og grund bare sødt af hende og jeg kunne nok selv have sagt det samme. Men jeg havde lige fundet de vise sten, og hun forkastede dem, om end kærligt.

Det var der, jeg vidste det!

Bort set fra det, havde vi som altid en hyggelig aften med dem og jeg husker specielt, da vi stod i køkkenet lige før aftensmads – seancen. På bordet i køkkenet lå en bog ”Børnenes livretter” eller noget i den retning. Og det var der, jeg vidste det! Den slags bøger er der bare ikke plads til hos os, – endnu – i hvert fald. Og det er ikke fordi, at jeg ikke er ”den slags mor” (selvom det også ville være helt ok – ikke at være det!) – jeg har bare ikke overskuddet til det.

Det bliver næppe vores køkkenbord, den slags bøger finder vej til i den kommende tid.

Alligevel føler jeg mig nu som en rigtig god mor, men bøger om lækre kanelsnegle og pizzaboller, – dem venter vi lige med.

Lotte