– Gode råd, til jer der opdagersensitiviteten “udefra”
Jeg modtager nu flere henvendelser hver uge, og det er jeg rigtig glad for. Det giver mig bl.a. en god mulighed for, at finde ud af, hvad I har brug for, fra mig. Forsæt endelig med at skrive. Jeg svarer så vidt muligt på alle mails.
Meget ofte er det forældre der kontakter mig, men på det seneste har jeg også fået flere henvendelser fra venner eller familiemedlemmer, der mener at have et sensitivt barn i den nære familie eller omgangskreds, – men hvor mor og far, enten ikke kender til sensitivitet eller kan, eller måske ikke vil se sensitiviteten hos deres barn.,
Derfor er dette ikke indlæg ikke specifikt til forældre, men snarere til andre familiemedlemmer eller nære venner af den måske “sensitive familie”, der udefra, måske kan se noget, som far og mor ikke kan se.
Skal man sige noget?
Står du som udenforstående og har mistanke om, at et barn er særlig sensitivt,vil jeg anbefale at du deler din observation med det pågældende barns forældrene. Når du gør det, er det dog vigtig at huske, at det ikke nødvendigvis er sådan, at du har ret i din iagttagelse. Jeg synes, som udgangspunkt, at det er en god ide også at være åben overfor, at man kan tage fejl.
Træd varsomt
Hvis du vælger at tale med barnets forældre, er der al mulig grund til at træde varsomt. Som forælder kan det være rigtig svært, når der kommer nogle ind”fra sidelinjen” og måske, uden at ville det, får forældrene til at føle, at andre kan klare forældreskabet bedre eller kender deres børn bedre, end de selv gør. Som udgangspunkt, vil jeg derfor anbefale, at du undgår atk ritisere forældrenes nuværende fremgangsmåde, fordi forældrene sandsynligvis vil gå i forsvar, og det vil sjældent hjælpe barnet.
Der er rigtig mange, specielt sensitive drenge, der har det særlig svært, fordif orældre ofte har nogle særlige forventninger til, hvordan netop drenge skal opføre sig, – og de forventninger/krav,kan den sensitive dreng sjældent imødekomme. Forældrene til den sensitive dreng, ser eller kender måske ikke til sensitivitet og viser, i stedet for forståelse for sensitiviteten, snarere en form for fordømmelse og reagere med stor irritation bevidst eller ubevidst. Når forældre reagerer på denne måde og konsekvent fortsætter med det, kan den sensitive dreng let komme til at føle sig forkert og det kan desværre let følge med ind i voksen – årerne. Der er derfor al mulig grund til, at gribe det an, “så forsigtigt som muligt”, når du vil tale med forældrene. Des mindre risiko der er for at forældrene “trækker sig”, des større chance er der for at barnet kan blive mødt i sin mulige sensitivitet og få den støtte og kærlighed barnet i virkeligheden har brug for.
Hvad pokker siger man?
Jeg vil umiddelbart forslå, at du bare nævner din observation for forældrene(som sagt uden nogen form for fordømmelse af deres håndtering). Du kan eventuelt fortælle, at du har læst om særlig sensitivitet på nettet og at deres barn muligvis kunne være særligt sensitivt. Påpeg eventuelt at mange børn reagerer på samme måde på de samme udfordringer og at man kan finde redskaber på nettet og i flere bøger. Print gerne noget materiale og læg hos forældrene. Så er det lettere tilgængeligt for dem, hvis de til at starte med, er lidt tilbageholdene overfor det, du har sagt om personlighedstrækket “særligt sensitiv”.De kan så gå og tænke lidt over det og så måske tage en artikel og læse i, nårde føler sig klar til det.
Det næsten allervigtigste, synes jeg, er så at være klar til at trække sig tilbage og give forældrene tid. Tid er i mange situationer en meget vigtig faktor. Det gælder også her.
Har du samvær med barnet kan du, hvis det falder naturligt, se hvordan barnet reagerer, når du i samværet, tager udgangspunkt i, at barnet måske er særlig sensitivt. Virker det? Ser det ud til at barnet reager positivt på forandringen i den måde du omgås barnet på?
Det er dog vigtigt for mig at påpege, at du (igen) skal være meget varsom med at gå ind og “tage over” i en situation, hvor forældrene normalt ville tage hånd om tingene. Det vil nemlig med stor sandsynlighed også kunne betyde, at de “trækker sig” og du mister muligheden for dialog eller måske kontakt overhovedet. Det ér meget forskelligt hvor let eller svært det erf or forældre at anerkende et barns sensitivitet.
Har man en tæt relation til barnet, som er præget af en fortrolighed som forældrene ikke bliver involveret i, kan det også være en ide, at tale med barnet om sensitivitet (hvis barnet, vel at mærke, er gammelt nok til at forstå og tale om det). Tal eventuelt om hvad sensitivitet er. Hvor mange der har”det”. Og hvorfor det er helt naturligt(!) at føle, netop som barnet i mange situationer gør. Jeg vil, som sagt, ikke umiddelbart anbefale denne fremgangsmåde, med mindre du har den før omtalte fortrolighed med barnet. Finder forældrene ud af, at du taler med barnet om noget som de “ikke acceptere”, kan det være endnu en grund for dem, til at trække sig og du mister måske muligheden for at være til stede i barnets liv som en støtte. Prioriter derfor hvordan du bedst støtter barnet.
Tid, ikke tvang
Nu kan vi jo ikke tvinge andre mennesker, til noget de ikke vil. Lige gyldigt hvor meget vi som udenforstående synes, at vi ved lige nøjagtig hvad, der kan gøre en kæmpe forskel. Så hvis forældrene ikke tager imod input, så vil jeg anbefale, at du simpelthen lader det ligge for en stund og i stedet lader tiden arbejde for dig (hvis et barn bliver behandlet på en måde, vi i vores samfund,ikke anser for værende accepttabel, gælder dette selvfølgelig ikke). Hvis man så kan mærke, at der opstår en “åbning”/en mulighed for at nævne det igen, så grib chancen, men pres aldrig på. Måske vil forældrene ikke lytte med det samme, men du har lagt et vigtigt kim og så er de måske klar om tre måneder eller et halvt år. Og hvis forældrene så er klar, vil det pågældende barn forhåbentlig til den tid, kunne få den støtte, barnet har brug for, fra sine forældre, hvis det viser sig, at barnet er særlig sensitivt.
Mange forældre bliver heldigvis også lettede over, at finde en årsag til alle udfordringerne, men for nogle tager det bare lige lidt længere tid, at acceptere det særligt sensitive træk, specielt hos en dreng. For mange forældre betyder det også utrolig meget, at “opdage”, at der er mange andre børn og dermed også forældre i samme situation.
Til jer, for hvem dette indlæg er relevant. Jer som står på sidelinjen og iagttager det måske sensitive barn, – nogen gange måske med et tungt hjerte over, at barnet ikke bliver mødt og forstået.
Tak. Tak fordi I vil barnets bedste og tålmodigt og indfølende venter på en god mulighed for, at vende begrebet særlig sensitivitet med forældrene. En mulighed for måske at åbne deres øjne for sensitivitet i familien, så de virkelig sér deres barn. Ser det. Rummer det. Og elsker det nøjagtig som det er.
Tak.
Kærlige tanker til dig/jer og held og lykke.
Lotte
Følgendelæsestof er eksempler på materiale, der kan printes til forældrene:
http://www.barneguiden.dk/default.asp?thdid=11913
http://www.sensitiv.dk/6storage/656/3/artikel.pdf
Du kan også finde andre relevante links og gode gratis ting her.
