Gæsteblogindlæg:
At acceptere og rumme det særligt sensitive barn.
Dette indlæg er ikke kun til forældre – men også til de mange andre personer, som omgiver det særligt sensitive barn – og som dermed er en vigtig del af barnets hverdag.
Fra den psykologiske litteratur, bl.a. om barnets udvikling, spejlneuroner og om særligt sensitive børn, har vi viden om, at det sensitive barn er meget opmærksomt på, hvordan dets sensitivitet bliver modtaget – om det bliver accepteret og rummet – eller afvist af f. eks. bedsteforældrene, barnets kammerater, forældrenes venner, pædagogerne, lærere o. s. v.,
Nogle særligt sensitive børn lægger f. eks. mærke til sociale signaler, stemninger, udtryk og relationer mens andre igen er meget opmærksomme på nye situationer og brud på vante handlemåder o. s. v. Særligt sensitive børn er lige så forskellige som andre børn. Barnet oplever dagligt nye, anderledes situationer og føler glæde, lykke, frygt og vrede, – men det sensitive barn oplever disse følelser stærkere end andre børn. Hvis det sensitive barn møder en afvisende holdning overfor dets sensitivitet, mærker barnet det og forsøger at handle på situationen eller måske forsøger barnet at skjule dets medfødte egenskab. Barnet spejler personen, der udviser den ikke – accepterende adfærd og der er en risiko for at barnet vil have en fornemmelse af ”ikke at være rigtig”.
Bedsteforældre, venner, pædagoger og lærere er nødt til at forholde sig til det særlig sensitive barn. De fleste, der har oplevet et sensitivt barn, ved intuitivt, at barnet er anderledes end flertallet af børn – ikke fordi barnet eller forældrene ”ønsker det” – men simpelthen fordi barnet er født med disse genetiske egenskaber – det at ”være særlig sensitiv”. De fleste accepterer og rummer da også det sensitive barn, men der er også nogle, der ikke forstår det, at ”være sensitiv” og konsekvenserne. Der er også personer der mener, at sensitivitet må ignoreres og at barnet skal behandles som andre børn, så kan barnet lære at reagere som alle andre børn.
Der er desværre personer der giver udtryk for at acceptere og rumme det sensitive barn, men reelt ikke gør det. Denne situation er yderst forvirrende for mange sensitive børn, da barnet, vil mærke denne ubalance hos den voksne. Barnet registrerer, at den voksne giver udtryk for et`, – men rent faktisk gør noget andet og det foruroliger og forvirrer, og barnet kan mærke, at det grundlæggende ikke er ok – at barnet ofte, har en anderledes adfærd.
Det almindelige råd fra velmenende andre – som en del forældre til det særligt sensitive barn må høre – er, at forældre kan eliminere barnets uønskede adfærd ved at være konsekvent over for barnet. Men overfor det særligt sensitive barn, fungerer det bare ikke, da barnet bliver meget ulykkeligt over kritik – for slet ikke at tale om straf. Skam og skyld er begreber og i værste fald “redskaber” man skal være meget påpasselig med at bruge i forhold til sensitive børn.
Særligt sensitive børn lader sig lettere gå på af situationer, som ikke – sensitive børn ikke lægger mærke til. Det sensitive barn kan bliver overvældet af støjende, komplekse situationer, der ændrer sig hele tiden og barnet føler i de situationer, et stærkt ubehag. Alt for ofte er særlig sensitivitet den sidste mulighed voksne personer tænker på, når de oplever et barn, der er ked af det, udviser vrede, overreagerer, har ondt eller pludselig bliver meget tavs eller græder.
Overstimulering er noget særligt sensitive børn kender alt for godt og denne tilstand er ofte forårsaget af forandringer eller skiftende situationer i det sensitive barns hverdag. Dette kan være ændringer i den daglige rutine, f. eks. at blive modtaget af en anden person i vuggestue/børnehave/skole end barnet er vant til, at der i institutionen/skolen er skift fra undervisning til pause, til idræt og måske er der hos bedsteforældre nye mennesker, som barnet ikke kender. Det sensitive barns vanskeligheder er forståelige, da håndtering af forandringer, medfører at mange, nye stimuli bliver taget ind og bearbejdet, langt dybere end hos andre børn.
Det sensitive barn kan blive udsat for overstimulering af mange ting. F. eks. af for mange skiftende situationer i miljøet, af for spændende eller ophidsende leg med andre børn, eller bare det at se ”på” legen m. v. I forsøget på at håndtere disse stærke følelser der kommer af overstimulering, kan det sensitive barn f. eks. reagere med raserianfald i forsøget på at undgå det, der overvælder dem. Barnet kan også reagere med nedsmeltning, f. eks. ved at lægge sig ned på gulvet og skrige. Andre reagerer mere afdæmpet, ved at få ondt i hovedet eller i maven. Dette er kroppens og psykens måde at reagere på, for at give det sensitive barn mulighed for at ”komme væk” fra den overstimulerende situation. Reaktioner som disse kan komme både i forbindelse med oplevelsen og optræde forsinket, efter situationen. Mange sensitive børn vælger først at reagere når de er hjemme, hvor deres sensitivitet bliver accepteret og rummet af forældrene.
Hvis barnet ikke bliver rummet af f. eks. bedsteforældre, venner, pædagoger eller lærere – altså accepteret og rummet med den sensitivitet, som barnet genetisk er udstyret med – hvad skal barnet så ”gøre med sin sensitivitet”?
